Kommunen lægger plan for Gantrup

Skrevet af Allan B. Christensen - 2012-08-20 11:29:00

Horsens kommune har sendt et forslag til landsbyafgrænsning i offentlig høring. Forslaget bestemmer, hvor, hvordan og hvor meget der fremover må bygges i landsbyerne i Horsens kommune.

For Gantrups vedkommende betyder planen formentlig, at det er slut med at bygge nye huse inden for landsbyens græser - med mindre det da sker som erstatning for gamle huse.
 
Dog står der måske en ladeport på klem: "Området syd for Gantrupvej skal ved udstykling udformes som storparceller"!

I planen fra kommunen bliver Gantrup klassificeret som et LT-område, som er en traditionel landsby, hvor der efter planen vil blive lagt restriktioner på byggemulighederne. Således må der højest bygges et hus om året, og placeringen skal være inden for landsbyafgrænsningen. På dette kort over Gantrup er landsbyafgrænsningen markeret med prikkede linier:
 
Men byggeri skal også foregå inden for "Byggelinie for boligbyggeri", som er markeret med sorte linier. Denne byggelinie omfatter faktisk kun Gantrupvej 8 - 18 i lige numre og 9 - 23 i ulige. De fleste vil vel nok mene, at der er fuldt udbygget i dette område, ikke mindst da det også er et krav, at nye huse skal ligger langs Gantrupvej. Kotelletgrunde er bandlyst!
 
Det er også svært at se, hvor man har tænkt sig, at de omtalte storparceller "syd for Gantrupvej" skal placeres. For det første er det i hvert fald udelukket at finde plads til dem inden for den viste byggelinie. For det andet  er der på kortet indlagt en blå dobbeltpil på tværs af Gantrupvej på sydsiden. Den markerer, at en udsigtslinie på langs af dalen skal friholdes for bebyggelse. Som det hedder:
 
"Den meget markante østvest gående grønne kile/slugt - der adskiller den nordlige del af Gantrup, fra den sydlige - skal friholdes for bebyggelse, der hindrer eller forringer den landskabelige udsigt i området."
 
Ikke desto mindre er konklusionen i forslaget, at der er plads til byggeri i Gantrup:
 
"Landsbyafgrænsningen skaber mulighed for opførelse af nye boliger i Gantrup i begrænset omfang. Der er ikke beskyttede diger i området. Områder udpeget til beskyttet natur, naturområder, ny natur, skov samt bestemmelser for nationale geologiske interesseområder skal respekteres. Endvidere fortidsmindebeskyttelsen der berører landsbyens nordøstlige del."
 
Man må vist foreløbig konkludere, at der enten er fejl i kortet, eller at forslaget i det mindste ikke er gennemtænkt.
 
En kort version af planen med alt om Gantrup kan hentes her. Den fulde version findes her.


Share:

Indlæser Samtale

Seneste Nyheder

Årets petanque-mester

Jan Rask vandt i forbindelse med sommerfesten 2023 titlen som årets…

Rent vand fra undergrunden

Den nye vandboring lever op til forventningerne

Indbydelse til Arbejdsdag i Forsamlingshuset den 29.4.2023 kl.8:30

Nu er det tid for den årlige arbejdsdag i Forsamlingshuset 😊

Hvad vil vi med Gantrup?

Horsens kommune efterlyser vores synspunkter om, hvordan Gantrup skal…

Lynkursus i redigering af hjemmesiden

Lørdag den 18. marts kl. 14 i forsamlingshuset